AT BLIVE ADOPTIVMOR

ændrede min verden og åbnede mit hjerte

Rejsen til at blive mor har været lang og ensom. Processen lige fra fertilitetsbehandlingen, til at finde ud af adoption var vores vej. Gennem godkendelsesfasen, hvor jeg er blevet dømt og vejet, hvor min skæbne udelukkende lå i andres hænder. Sagsbehandlere og et udvalg i familieretshuset skulle bedømme om jeg var egnet til at blive mor, god nok som menneske?
Det var en meget følelsesmæssigt svær situation at så i, og svær at dele med andre der ikke kendte til dette dilemma. Ventetiden, hvor jeg følte jeg var i klemmen mellem både formidleren og "staten". Hvem kunne jeg egentlig snakke frit med? Hvem kunne jeg egentlig dele alle mine tanker og fustrationer med?
Det var en ekstrem ensom rejse.
Jeg brænder for at hjælpe andre der er på samme vej, andre mødre og døtre der ønsker at knytte tættere bånd, spinde guldtråde, om man vil.
Da jeg blev mor til vores adoptivdatter åbnede mit hjerte sig. Jeg ønsker inderligt at skabe et rum og verden hvor hun føler sig elsket og set.
Jeg ønsker at være rustet til at vise hende hvor stor værdi hun har og hvor højt hun er ønsket.
Som de fleste andre adoptivbørn, har hun oplevet svigt og set venner og omsorgspersoner forlade hende.
Jeg føler et ansvar som mor, et ansvar der handler om at turde lytte til sit hjerte, at vide man ER elsket og at man har noget værdifuldt at bidrage med, bare fordi vi er. For på den måde det ikke kun ord der kommer ad af min mund, men noget jeg viser hende.
Dette satte en masse tanker og drømme igang.
Jeg ønsker at skabe et rum hvor jeg hjælper dig med at mærke dig selv.
Et rum hvor der er plads til os alle, og ikke bliver målt og vejet. Hvor man støttes i at mærke sig selv, får ro til sig selv og bliver set. Et trygt rum hvor vi lader kroppen vise os vejen hjem, så vi kan mærke vores indre værdi. Et rum hvor man kan udtrykke sig åbent og støttet i sine tanker og følelser.
For ved at give plads og arbejde med sig selv, hjælper vi også vores børn. Man viser bedst vej ved at gå den selv. Vi er alle værdifulde og fortjener at mærke glæden ved at komme hjem i sig selv.
Min datter er en inspirationskilde, hendes mod inspirer, hendes kærlighed gør mig levende, hendes tillid viser mig vej.
Hun har åbnet mit hjerte på en måde jeg ikke troede mulig.

 
Gul blomst

DU ER VÆRDIFULD

Det har været en rejse på 10 år, før jeg endelig kunne kalde mig mor. Der er så mange følelser forbundet med at prøve at blive en familie, både på rejsen men også nu hvor jeg er så heldig at mit liv er blevet beriget med den skønneste datter.

Hun har åbnet mit hjerte.

Hun er min største inspirationskilde.

Hun er den modigste pige jeg kender.

Hun har, ligesom min mand og jeg, rejst langt og ventet længe på at blive familie.

En eftermiddag efter en teatertur med en veninde, og kun 2 år efter vi blev familie, spurgte min datter mig

"hvis nu du fik en diamant, ville du så bytte den for mig"?

"det er det nemmeste spørgsmål jeg nogensinde har fået skat" svarede jeg.

"svaret er NEJ, du er det dyrebareste jeg har"

Min datter tøvede lidt og sagde så

"jamen, hvad hvis den var meget værdifuld"?

"Der er ikke noget mere værdifuldt end dig" svarede jeg.​​​​

Der gik 10 minutter så spurgte hun

"hvordan kan man elske et barn man ikke slev har født"?

Jeg stoppede op, overvejede i et nanosekund om jeg skulle pakke mit hjerte ind og sige et eller andet smart, men kom til den konklusion at selvom det kan lyde underligt, være svært at forstå, bliver jeg nød til at tale fra mig hjerte, tale min sandhed.

Jeg kiggede hendes øjnene, holdt den ene arm om hende, den anden på mit hjerte og sagde

"for mig er du mit barn. Der er ingen forskel på om jeg har født dig eller ej. Du lever i min krop og har altid boet i mit hjerte og det vil du altid gøre. Jeg ønsker kun dig ligegyldig hvor mange børn jeg selv ville kunne føde"

Hun kiggede på mig og sagde

"Så er begge vores ønsker gået i opfyldelse"

Jeg smelter og bliver overvældet af følelser i sådanne situationer. For det glæder mig at vi har fundet hinanden, og jeg føler at hun er min datter på et sjæleligt plan. Men jeg mærker også sorg over alt hun har gået igennem.

Det er utrolig store tanker for et barn at gå rundt med. Det afspejler så mange forkellige sider af det, det er at blive familie på den måde vi er blevet det på.

Jeg gør mit ypperste hver dag, for at vise hende at hun er ønsket, elsket og værdifuld.

 

VORES FØRSTE MØDE

Da jeg mødte min datter første gang var jeg lykkelig, jeg mærkede hende helt ind i knoglerne og elskede hende fra første øjekast. Jeg følte mig forbundet med hende på et sjæleligt plan.

Men mødet var også forbundet med stor smerte og sorg.

Det kom faktisk bag på mig, hvordan jeg blev væltet omkuld af stor stor sorg og ulykkelighed.

Det var første gang vores datter skulle med os, hun havde lige sagt farvel til alle på børnehjemmet.

Da vi ankom til hotellet blev jeg overvældet af alle mine følelser.

Hele adoptionsprocessen havde taget over 5 år. At rejse til den anden ende af verden og møde vores datter fik mig til at mærke følelser som glæde, frygt, fortvivelse, lykke, usikkerhed, ansvar, kærlighed og taknemmelighed.

Nerverne havde siddet uden på tøjet i uger, samtidig med at tusinde sommerfugle drønede rundt i min mave.

Jeg var nok lidt mør og sårbar. 

Jeg måtte sige til min mand at jeg lige skulle hente noget.


Jeg gik udenfor og tårerne løb bare ned af kinderne på mig.

Hvordan kunne jeg tage så smukt et menneske væk fra alt hun kendte, fra personer hun elsker, hvordan kunne jeg tillade mig at kalde det stor kærlighed.

Jeg tror de fleste forældre kan genkende det at gøre sig ekstra umage hele tiden. Af, hele tiden at have en følelse af at det ikke er godt nok og en bekymring om man nu støtter sit barn godt nok.

En dårlig samvittighed, som man skal slippe. For vores børn er også lige præcis det, børn. Børn som vokser, børn som udvikler sig og leger.

Men alligevel, er der bare en siddeligende historie og bevidsthed om, selvom vi er blevet familie ud af kærlighed, så er man som adoptivforældre også en del af en smertefuld oplevelse.

Min datter er rejst langt for vores skyld. Derfor er det også så vigtigt for mig, at vise stor kærlighed og respekt for alt det, der er min datteren og hendes historie.

Hun er den største gave, min største kærlighed, mit why... 

 

NOGEN GANGE GLEMMER MAN AT LYTTE TIL HJERTET OG TAGER NOGLE GIGANTISKE OMVEJE.

Jeg har vist siden jeg var i starten af 20'erne, at jeg nok ville have svært ved at blive gravid og holde på et barn.
Jeg har også altid syntes det var det mest naturlige at adoptere, og skabe familie på en anden måde. Mine bedste venner i barndommen var adopteret fra henholdsvis, Indien og Korea.
Da jeg mødte min mand var det noget af det første vi talte om, at vi godt ville adoptere.
Derfor smiler jeg stadig over at vi tog sådan en kæmpe omvej, før vi stoppede op og lyttende til vores hjerter og vores oprindelige ønske.
Vi fortæller historien til vores datter, for det er jo også en del af hendes vej til os. Hun elsker at høre om dengang mor og far lige havde mødt hinanden og sad under æbletræet i haven og talte om at vi ønskede hende.

IMG_6745.JPG
IMG_6895.JPG
IMG_6898.JPG
IMG_6948.JPG
IMG_4942.JPG